Boye Frydensbjerg: 90 år med familieliv og fællesskaber

 Foto: Boye Frydensberg fyldte 90 år 3. august 2025, og her skriver hans gode ven, Herluf Seest Jensen en flot fortælling om Boye. Privatfoto

Den 3. august 2025 fyldte Boye Frydensbjerg 90 år. Dét i sig selv er en vidunderlig milepæl. Men Boyes fødselsdag er mere end fejringen af en livsbegivenhed. Fødselsdagen rummer fortællingen om et langt og virksomt liv med dybe rødder i lokalsamfundet og med en stor hengivenhed for familie- og foreningslivet.   

Af: Herluf Seest Jensen

Scenetæppet trækkes fra

Lad os starte et sted, hvor mange kender Boye fra: Scenen. I mere end 40 år var Boye Frydensbjerg hovedarkitekt og instruktør på den årlige dilettantforestilling i Kollemorten. Når scenetæppet i Kollemortenhus blev trukket fra, var det, igennem fire årtier, med Boyes energiske og kompetente hånd.

Men det vender vi tilbage til.

1. akt: Begyndelsen

Boye Frydensbjerg kom til verden i Vonge den 3. august 1935 som søn af Ane Kirstine – også kendt som Stinne – og Jens Frydensbjerg. Jens var en flittig mand, der drev både blikkenslagervirksomhed og cykelhandel fra hjemmet på Bygade i Vonge. Da Boye var syv år gammel, døde hans far. Senere blev Boyes mor gift med Åge Assenholt, og familien blev udvidet med en datter, Vera. Boye husker tilbage på tiden med sin lillesøster med stor glæde:

”Det kan jeg stadig huske,” fortæller Boye med et hjertevarmt glimt i øjet: ”Jeg var bare så glad”.

Selvom der var 10 års aldersforskel på de to søskende, husker de begge, hvordan Boye stolt cyklede rundt med 4-årige Vera gennem Vonges gader.

Som ung mand startede Boye på Håndværkerskolen i Vinding og kom i lære som tømrer ved Ejvind Ørnsholt, som havde snedkerværksted i Vonge. Efter læretiden var veloverstået, fik Boye arbejde i Kollemorten ved Richard Olsen.

Det blev starten på en ny fase i Boyes liv – for ikke alene var det starten på et nyt arbejdsliv; det var også på Olsens savværk, at han lærte sit livs Lykke at kende. Lykke arbejdede på kontoret på savværket i Kollemorten, og dér opstod den kærlighed, som senere bandt dem sammen i mere end 60 år.

Efter Lykke og Boye blev gift i 1961, flyttede parret ind på ”kvisten”, som Boye smilende beskriver førstesalen på Banevænget 5 i Kollemorten. Her må jeg have mødt Boye og Lykke for første gang – for det var min bedstemor, der boede i stueetagen (og jeg var dengang 2 år gammel).

Lykke og Boye boede på ”kvisten”, alt imens de med dygtig hånd byggede familiens hus på Toften i Kollemorten. Et dejligt hjem, der var rammen om livet for parret og deres børn; Lars, Birgitte og Michael, i mange år.

2. akt: Engagementet

Allerede som ung mand trådte Boye ind i det lokale foreningsliv med engagement og skabertrang. I bl.a. Kollemorten Ungdomsforening fandt han fællesskaber, venskaber og en glæde ved at være med, hvor der blev taget fat. Ildsjælene i Ungdomsforeningen var det organisatoriske bagtæppe for en stor del af de sociale og kulturelle fællesskaber i Kollemorten.

I første omgang var Boye selv en del af skuespillerstaben til dilettantforestillingerne i Kollemorten, og her blev hans sans for iscenesættelse, dramaturgi og fortælleteknikker hurtigt bemærket. Så da Barber Aage Christoffersen takkede af som dilettant-instruktør, var der ingen tvivl om, at stafetten blev overdraget til Boye.

Og det var heromkring, at jeg stiftede nærmere bekendtskab med Boye. Jeg blev nemlig en del af dilettantholdet. Dengang sammen med blandt andet Ole, Ove, Henning, Poul Erik – og mange andre.

Årets første måneder – som oftest grå og kolde – fik nu en fantastisk berigelse i form af vores fælles forberedelser frem mod premiereaftenen. Jeg husker særligt vores øveaftener. Dengang var det mandag og torsdag. Med Boye for bordenden læste vi stykket igennem, gennemgik replikker og drøftede mimik og gestik. Det var også fast tradition i mange år, at der var en øveaften hjemme ved Vera og Eigil på Bygade. Og når vi kom tættere på marts måned, mødtes vi så i forsamlingshuset for at få fornemmelsen for de berømte, skrå brædder.

En dilettantforestilling kræver meget: En dygtig instruktør og et motiveret skuespillerhold. Et levende scenebillede. Boye kunne bygge meget af scenen op, men fik også kyndig hjælp af bl.a. malermester Harry Warrer fra Vonge. Det kræver kostumer. Lykke var dygtig til at kreere og sy scenedragter til alverdens roller. Det kræver en, der kan lægge make-up og sætte hår. Vera var i mellemtiden uddannet frisør, og hun udførte det store arbejde med sminke og håropsætning med sikker hånd.

Og så kræver det også et publikum. Boye husker selv tilbage på forestillingerne:

”Jeg var altid spændt på at se hvor mange, vi nu kunne samle. Jeg gik flere gange ned til døren og kiggede ind i salen for at se, hvor mange stole, der var tilbage”.

Men som regel var der kun få pladser ledige, for dilettantforestillingerne i Kollemorten trak fulde huse.

En så flot opbakning igennem så mange år kan tilskrives mange faktorer og lige så mange ildsjæle. Men jeg tror først og fremmest, at det er takket være Boyes samlingskraft. Boye har en eminent evne til at mobilisere og motivere folk omkring sig. Ikke ved at kalde sammen. Men fordi man simpelthen har lyst til at være der, hvor Boye er.

Dilettantforestilling i Kollemortenhus. Foto: Pressefoto Preben Lærkeborg. Arkiv: Give Lokalhistoriske Arkiv.

Jeg har haft roller som harmonikaspiller og skovridder. Jeg kunne hverken spille harmonika eller huske mine replikker særligt overbevisende – men for Boye handlede dilettant om meget andet end performance. Vi arbejdede altid seriøst med forestillingen og med vores roller, og det samme gjorde Boye.

Ved Dansk Teaterforlag i Kolding blev Boye en velkendt kunde, når han studerede de forskellige muligheder for årets stykke. Det skulle være folkeligt og fornøjeligt – og også med en tyngde: Ej blot til lyst. Men den sociale fællesnævner i dilettantforberedelserne var helt afgørende for Boye: Der skulle være tid til en kop kaffe og en bid brød. Tid til at vende stort og småt. Tid til hinanden.

Boye og Lykke til Marianne og Herlufs bryllup i 1991 i Kollemortenhus. Foto: Privat.

3. akt: 90 år med familie og fællesskaber

I dag, 90 år rigere på minder, oplevelser og relationer, står det klart, at Boyes historie også er en del af Kollemortens historie. Det er fortællingen om et menneske, der ikke bare har været med til at holde fællesskabet levende, han har også været med til at udvikle fællesskabet. Og så er Boye et menneske, som stadig bliver mødt med både respekt og varme.

Lykke og Boye har gjort en mærkbar forskel for rigtig mange – særligt unge – i Kollemorten og omegn med deres generøsitet og smittende skabertrang. Og for mig har det betydet en kær ven i snart 50 år – og det husker jeg ret præcist: Min 18-års fødselsdag var nemlig samme dag som dilettantpremieren tilbage i 1977.

Om den store milepæl siger Boye: ”Det er jo fantastisk at blive 90 år!” Og det er ganske vist. Når man kan se på et langt liv fyldt med en kærlig familie, der foruden Lykkes og Boyes tre børn tæller otte børnebørn og seks oldebørn. Når man har været en uundværlig del af stærke fællesskaber. Og når man som Boye har en inspirerende livsglæde. Så er der virkelig meget at fejre.

Og så er vi tilbage på scenen i Kollemortenhus. Du, Boye, fortjener en stående applaus. Nok engang.

 Boye, 90 år. Foto: Privatfoto.