De gjorde det simpelthen: Give Golfklubs veteran C-hold kom hjem med DM-guldet

Foto: Her har vi så de dygtige DM-vindere fra Give Golfklub: Jette Schytt, Dorthe Hansen, Poul Vilsgaard, Hans Thomas Jensen, Karl Johan Laursen og Jesper Grohnheit. Privatfoto

Give Golfklub er endnu engang kommet positivt på golf-Danmarkskortet, og denne gang er det den lidt ældre afdeling i klubben, der løber forrest med klubfanen i den ene hånd og en DM-pokal i den anden.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GOLF: I weekenden den 20.-21. september havde Give Golfklub et hold med til DM i veteran C-gruppen ved landsfinalerne i Holsted. Holdet havde tre uger forinden vundet et regionsstævne ved de Jysk-Fynske Mesterskaber og havde dermed kvalificeret sig til DM-finalerne.

- Vi var afsted 6 mand, og vi var desværre ramt af afbud på dagen, idet Erik og Bud måtte melde fra pga. sygdom. Men vi fik i stedet Jette Schytt med, og så bestod holdet ud over Jette af Dorthe Hansen, Poul Vilsgaard, Hans Thomas Jensen, Karl Johan Laursen og mig selv, fortæller Jesper Grohnheit, der er holdkaptajn for de nykårede danmarksmestre.

Vandt suverænt DM-guld med 9-2

Spillerne var hver især oppe mod modstandere fra andre klubber i herresingle, damesingle og mixed foursome, og da det endelige regnskab var gjort op, fremstod den stærke sekstet fra Give som en meget suveræn vinder med de sammenlagte cifre 9-2.

- Det er faktisk første gang, at der bliver hentet et DM-titel hjem til Give Golfklub, og det er vi da ret så stolte over at være en del af, konstaterer Jesper Grohnheit med et stort smil.

Der har endnu ikke fundet en officiel markering af det flotte resultat sted i klubben – men mon ikke der er noget på vej på et tidspunkt. Det fortjener de 6 DM-vindere da helt sikkert.

 

Andre læser

Skulpturby Give ude med ny bog og flot Solhjulsplakat

6. årgang er klar: Så er der kommet gang i gå- og cykelbussen på Firkløverskolens Ikærafdeling

Efter 9 år i Give er det slut: Boutique Mary lukker!

Lav æblemost og forsvind i halmlabyrinten: Familievenligt høstmarked i Givskud Zoo

Stærk kvartet hentede DM-guld til den lokale kroketklub

Flot skolejubilæum: Pia har i 40 år leveret både den faglige og menneskelige vare i børnenes tjeneste

Sejr over topholdet: Give snupper kæmpeskalp i Kolding med helt ny keeper mellem stængerne

Først i pokalen - så i turneringen: Aarhus Håndbold gjorde igen det onde ved Give

Kroen koger: Musikalsk overflødighedshorn af stærke DJ's sætter gang i lakskoene

BoxGive: Bjarne åbner depot- og opbevaringsrum i Give i tidligere cykelbutik