Læserbrev - Kære Virksomheder i Give og omegn: Hvor ansvarlig er jeres grønne strøm?

Foto: Avisen har modtaget nedenstående læserbrev fra en gruppe borgere, der er berørte af projekt Energipark Give. Foto:Eurowind 

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev fra berørte borgere omkring det planlagte projekt Energipark Give

LÆSERBREV: Giveegnen står over for en af de største lokale forandringer i nyere tid med planerne om Energipark Give.

Projektet er et tydeligt eksempel på den grønne omstilling i praksis og i stor skala, tæt på mennesker og med betydelige konsekvenser for lokalområdet langt ud i fremtiden. Samtidig er det et projekt, som mange virksomheder, også lokalt, vil få mulighed for at koble sig på gennem køb af grøn strøm.

Det bør give anledning til et kritisk spørgsmål: Ved vi egentlig, hvad det er, vi køber os ind i?

Grøn strøm er ikke nødvendigvis ansvarlig strøm

For virksomheder i Give og omegn er det oplagt at se Give Energipark som en mulighed.

Grøn strøm kan styrke klimaregnskabet, imødekomme kundekrav og positionere virksomheden som ansvarlig. Men ESG handler ikke kun om CO2.

Når virksomheder vælger at aftage strøm fra et projekt som Give Energipark, bliver de en del af en værdikæde, der også omfatter de lokale konsekvenser: påvirkning af landskab, naboer, natur og sammenhængskraft i lokalsamfundet.

Hvis der er betydelig lokal bekymring eller modstand, kan man så forsvare at reducere problemet til “noget, udvikleren må håndtere”?

Det er også virksomhedens ansvar.

Lokale virksomheder risikerer at miste forbindelsen til lokalområdet, og for virksomheder med rødder i Give er risikoen særlig tydelig. Man kan havne i en situation, hvor man på den ene side markedsfører sig som lokal forankret og samfundsansvarlig og på den anden side aktivt understøtter et projekt, som naboer, medarbejdere eller samarbejdspartnere oplever som problematisk.

Det er en svær balance.

For hvad gør det ved tilliden, hvis medarbejdere kan kigge ud ad vinduet og se konsekvenserne af et projekt, deres egen arbejdsplads økonomisk understøtter? Her bliver ESG pludselig meget konkret.

Reputationsrisikoen er ikke kun et storbyfænomen

Man kunne fristes til at tro, at ESG-risici primært handler om internationale brands og globale mediestorme.  Men det handler også om kundeloyalitet og medarbejdertilfredshed, og i en mindre by som Give er dynamikken en anden, og ofte mere direkte.

Her spreder kritik sig ikke gennem internationale kampagner, men gennem lokale netværk, foreninger og samtaler i supermarkedet. Når først et projekt bliver et lokalt stridspunkt, bliver det svært for virksomheder at stå udenfor.

Governance: Hvem tager ansvar?

Energipark Give er ikke bare et teknisk anlæg. Det er et resultat af mange års komplekse beslutningsprocesser, investeringer og prioriteringer. Når virksomheder vælger at købe strøm fra projektet, legitimerer de også den måde, projektet er blevet til på. Derfor bør virksomheder stille sig selv nogle grundlæggende spørgsmål:

- Har der været reel lokal inddragelse?

- Er beslutningsprocesserne gennemsigtige?

- Er de berørte borgere blevet taget alvorligt?

Hvis ikke, er det værd at overveje, om man ukritisk bør støtte op omkring projektet.

Den langsigtede pris for den grønne omstilling

Det kan være fristende at fokusere på de kortsigtede gevinster: lavere CO2-aftryk og adgang til grøn energi. Men hvis projekter som Give Energipark gennemføres uden bred lokal legitimitet, risikerer vi noget langt mere alvorligt:

At tilliden til den grønne omstilling svækkes.

Og når tilliden forsvinder, bliver fremtidige projekter sværere, langsommere og dyrere.  Også for virksomhederne selv.

Et valg for erhvervslivet i Give

Det væsentligste argument for placeringen af Energipark Give er, at de lokale virksomheder skriger på grøn strøm. Så virksomhederne i Give står derfor ikke bare over for en indkøbsbeslutning, men et værdimæssigt valg.

Vil man nøjes med at købe grøn strøm?

Eller vil man sikre sig, at strømmen også er socialt og styringsmæssigt ansvarlig?

Det kræver mod at stille krav. Det kræver vilje at sige nej til projekter, der ikke lever op til helheden. Men det er netop dét, ESG er til for. For bæredygtighed må ikke kun måles i megawatt og CO2.

Den må også måles i tillid.

På vegne af berørte borgere omkring det planlagte projekt Energipark Give: Dennis Erner Duedahl - Dorte Kristensen - Marianne Rasmussen- HC Knudsen

Andre læser

Café på Torvet: Nu går både familien Prüsse og Give by's drøm i opfyldelse

Fra 190 hk til 400 hk: Magnus Sølund er klar til næste skridt i drifting

Gik ud af 4. real i 1959 - nu mødes de hvert år til nostalgisk skolehygge

Ny bog om Vejle Boldklub trækker flere tråde til Give

Vejlekunstner giver byens blomsterkasser nyt flot liv i Solhjulets tegn

Lokale sponsorer sikrer tryghed for de unge: Natteravnenes nye mobile DROP-IN var en kæmpe succes i Jelling

Bilorienteringsløb: DM-feltet gæster Give og Givskud

Kreativitet og folkelighed gik op i en højere enhed: Kunst & Skulpturfestivalen i Give storhittede