Nu skal vi på jagt, skat: Den dag Thyregod blev fyldt af lovlige piratkopier
Foto: Her har vi så dagens charmerende velkomstkomité, Ove Pedersen og Bruno Jensen, forklædt som vaskeægte pirater med lille, søde Pippi på armen. Foto: Jim Hoff
I 2025 lancerede folkene i Det Gamle Bageri et nyt familievenligt koncept i Thyregod, hvor byens familier blev inviteret på skattejagt rundt i byens gader, og hvor der skulle løses en række opgaver rundt ved posterne. Det blev en succes, og i år gentog man eventen søndag den 31. maj.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
THYREGOD: For en del år siden var det nybagte rundstykker og snegle med creme folk hentede søndag formiddag i bageriet på Grundtvigs Plads 3 i Thyregod. Da bageriet lukkede i august 2019, gik en håndfuld driftige sjæle i byen i gang med at lancere en plan for stedet.
I dag er det så gode oplevelser, socialt fællesskab og gode oplevelser, der kan ’afhentes’ i Det Gamle Bageri.
Det endte nemlig med, at man under hedebølgen i august 2020 kunne indvie det folkelige samlingssted ’Det Gamle Bageri’, hvor Thyregodfolket kan mødes omkring alt fra storskærmsfodbold over foredrag til strikning, ligesom klubben også lejlighedsvis står bag diverse udflugter, bankospil og arrangementer for familier og børn.

Så er vi i gang – to små herlige pirater giver den gas i Det Gamle Bageri. Foto: Jim Hoff
Friske pirater og en genert Pippi
Og det var fra sidstnævnte temahylde, at folkene i Det Gamle Bageri søndag den 31. maj kunne invitere til Skattejagt for familier i Thyregod Downtown.
En skattejagt forbinder man, udover unge gutters jagt på kvindeligt selskab til de lokale halballer, uomtvisteligt med pirater og sørøvere, og det første syn, der mødte en, da man trådte ind i Det Gamle Bageri, var da også to vaskeægte pirater i skikkelse af klubbens formand, Bruno Jensen, og klubbens klasserer, Ove Pedersen.
Og lad os bare konstatere, at mænd iført røde bandanaer og masser af sminke kan noget sådan en søndag formiddag i den gamle Grundtvigstad. Derudover mødte vi også en række små kampberedte pirater med plastiksværd og de helt rigtige bevægelser – og en lille sød lokal og genert udgave af Pippi Langstrømpe.

Så er familien Gaarde i gang med at lave papirsflyvere – og så blev der ellers slået en masse interne rekorder. Foto: Jim Hoff
8 hold på Skattejagt
Alt i alt var der omkring 100 personer involveret i dagens Skattejagt, der igen i år havde Bilka som sponsor. Ove Pedersen leverede en briefing inden slagets gang, og der var 8 hold, der skulle ud på jagt efter sjove opgaver, bevæbnet med et skattekort med indtegning af posternes placering.
Ved hver station/post blev holdene mødt af lokale pirater og piratinder, der med stor pædagogisk sans guidede familierne gennem opgaverne.
Efter Skattejagten gik flokken af herlige piratkopier om på Thyregod Stadion, hvor Bilka var på plads med maskotten Billy og et telt, hvor børnene, både de små og de store, kunne hygge sig med guf og sjove konkurrencer.
En rigtig fin dag i familiesamværets tegn, hvor både mor/far, børn/børnebørn og bedstefar/mor fik en masse gode oplevelser sammen i jagten på sjove opgaver og guf. Så selv om der ikke bages rundstykker og kanelsnegle mere i Det Gamle Bageri, så kan vi roligt konstatere, at der ”er krummer i de folk”, der har taget over efter bagermester Søren Lund tilbage i 2020.

Så skal den have fuld bundgas – og papirsflyveren landede efter dette powerfulde tiltag stort set ude ved Rørbæk Sø. Næsten da. Foto: Jim Hoff















































