Stærkt fremtidsperspektiv: Museum Give bliver en selvejende institution ved årsskiftet 2027
Foto: Ved årsskiftet 2027 bliver Museum Give en selvejende institution efter at der blev stemt ja til en markant vedtægtsændring på generalforsamlingen den 23. april. Foto: Jim Hoff
Torsdag den 23. april vil blive husket som en markant milepæl i Museum Gives historie, for denne aften stemte et stort flertal for en markant vedtægtsændring, der betyder, at museet ved årsskiftet 2027 bliver en selvejende institution.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Det blev en på alle parametre historisk generalforsamling for Museum Give, da museets ledelse og bestyrelse havde indkaldt til generalforsamling torsdag den 23. april. Man kunne på trods af en del konkurrence fra andre events og begivenheder i bybilledet samme aften glæde sig over et talstærkt fremmøde – ikke mindst fordi, der var store og fremtidsperspektivrige beslutninger, der skulle træffes denne aften.
Udover de klassiske punkter på en generalforsamling havde bestyrelsen nemlig fremlagt et opsigtsvækkende forslag om en markant vedtægtsændring.
Hvordan sikrer vi bedst museets eksistens?
I mange år har Museum Give været ejet og drevet af Gives Museumsforening. Museet er altså i forhold til de nuværende vedtægter et foreningsdrevet, statsanerkendt kulturhistorisk museum – og her er vi inde i kernen i de nye vedtægtsændringer.
Den af bestyrelsen fremlagte vedtægtsændring handlede nemlig om en forandring, som vedrørte museets ejerform, bestyrelsessammensætning og udpegningsproces.
- Vedtægtsændringsforslaget var resultatet af et år fyldt med intensivt bestyrelsesarbejde, sene møder og store mængder kaffe. Omdrejningspunktet var hele vejen igennem: Hvordan sikrer vi de bedst mulige vilkår for Museum Gives fortsatte eksistens? Mange forskellige scenarier er blevet gået efter i sømmene, forkastet og raffineret, forklarer museumsleder Mathias Christiansen Broch.
Stort flertal for vedtægtsændringen
På generalforsamlingen skulle det bedst mulige forslag drøftes, vedtages eller forkastes, og denne for museets fremtid så vigtige proces – og deraf følgende beslutning – kunne for alvor sætte gang i de berømte sommerfugle i maven hos de både arbejdsmæssigt og mentalt involverede parter.
- Museets personale, ledelse og bestyrelse var spændt til bristepunktet. Alt var sat på et bræt. En godkendelse af ændringen krævede 2/3 flertal blandt de fremmødte medlemmer. Efter stemmeoptællingen stod det klart, at der var et stort flertal for beslutningen.
- Det betyder, at Museum Give bliver selvejende fra årsskiftet 2027. Vildt! Og vigtigt! Med beslutningen kan Museum Give fremover stå stærkere som kulturinstitution. Både lokalt og nationalt - Det er en enorm beslutning, der er blevet truffet, pointerer en glad og lettet museumsleder, der på vegne af bestyrelsen og Museum Give gerne vil sige tak for tilliden og den enorme tillid og opbakning, man udviser til museet.

Foto 2: Museumsleder Mathias Christiansen Broch kan nu sammen med bestyrelsen og sine medarbejdere se frem til årsskiftet med stor glæde, for her bliver museum Give en selvejende institution, Foto: Jim Hoff

















































