Formiddagssang og højskoledag med foredrag om den underjordiske by Regan Vest

Foto: Koldkrigsforfatter Karsten Hvam Pedersen kommer til Thyregod den 6. september og fortæller den fascinerende historie om en atomsikret bunker i Rold Skov. Privatfoto

Søndag den 6. september inviterer Thyregod og Vester Sogne til en spændende dag, hvor man både kan komme til formiddagssang, gudstjeneste og foredrag med en kendt koldkrigsforfatter, der vil forkæle folket med en spændende, for mange ukendt krigshistorie, krydret med en masse anekdoter.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

THYREGOD: Når kirkeklokkerne kimer ud over byen søndag den 6. september, venter borgerne en helt speciel og spændende dag i kirkeligt regi. Dagen indeholder nemlig både formiddagssang i kirken og efterfølgende højskoleformiddag med spisning d. 6. september. Dagen begynder med en kort gudstjeneste kl. 9.30 i Thyregod Kirke ved Morten Seindal Krabbe. Herefter er der kaffe og foredrag kl. 10.45, hvor koldkrigsforfatter Karsten Hvam Pedersen fortæller om Regan. Efter foredraget er der grill i Kirkehuset.

Regan Vest er måske ikke den mest kendte lokalitet i Danmark, så her får læserne lige lidt info om dette fascinerende og måske også lidt skræmmende sted.

Atomskjul for Kongehuset og regering

Regan Vest er en atomsikret bunker, der, godt skjult for offentligheden, blev opført i al hemmelighed i 1960'erne under Den Kolde Krig. Navnet, der intet har med den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan at gøre, står for REGeringsANlæg VESTdanmark. Formålet med bunkeren var at huse den danske regering, embedsværket og Kongehuset i tilfælde af en tredje verdenskrig, så det danske demokrati kunne ledes videre herfra.

Anlægget ligger rent geografisk skjult 60 meter under jorden i en kridtbakke i Rold Skov i Nordjylland.

Oprindeligt var der lavet plads til 350 personer, som kunne leve fuldstændig isolerede i flere uger. Kigger vi på selve indretningen, er der altså tale om en underjordisk by fordelt på to store betonringe. Den indeholder 232 rum med blandt andet situationsrum, regentens værelse, lægeklinik, kantine, opholdsstuer og maskinrum.

Er du frisk på en masse gode spionhistorier?

Anlægget fungerer i dag som Koldkrigsmuseet Regan Vest, hvor besøgende kan opleve det fuldstændig intakte og originale interiør.

Med udgangspunkt i ovenstående vil Karsten Hvam Pedersen fortælle den fascinerende historie om, hvordan dette imponerende anlæg blev bygget og drevet, ligesom han også vil krydre sit foredrag med spændende anekdoter, spionhistorier og meget mere.

Tilmelding og betaling senest søndag den 30. august til Betina Rosendal på betro@km.dk.

Regan Vest ligger i en kridtbakke i Rold Skov og er bygget i 1960'erne som atomsikret skjul for Kongehuset og regerinegn. Privatfoto 

Andre læser

Borgermøde i Center Thyregod kickstartede lokalplansprocessen i forhold til Energipark Give

Hvordan går det egentlig med cykelstien på Østerhovedvej mellem Give og Riis?

Er du klar, cowboy: Denne dag bliver Give forvandlet til det Vilde Vesten

Lisbeth efter 20 år hos Matas i Give: Det er jo min anden familie!

Indskifter sikrede Give sejren i topkampen med sin første boldberøring!

Læserbrev angående oprydningen på Birkebækvej

Give Festival 2026: Flot jubilæum til hr. Madsen og stærk opbakning fra folket på trods af meteorologiske udfordringer

Helt vild fodboldhistorie: GLIF Academy runder nu 80 spillere

Nu med vild vikingefight: Museum Give inviterer til høstmarked!